Andelsboligforeningen Hesbjerghuse IV
Måske du står og overvejer at flytte i andelsbolig?
Herunder kan du læse lidt om hvordan dagligdagen fungerer i vores forening – hvilke rettigheder og pligter hver andelshaver har, og noget om gensidige forventninger til deltagelse i foreningens forskellige aktiviteter.
Vores forening har til formål at drive en ejendom til beboelse for vores medlemmer. De enkelte andelshavere ejer ikke deres bolig, men ejer til gengæld en andel af foreningen, og har derfor også brugsretten til en bolig. Vores forening er startet i 1991, hvor arbejdet med etablering af boligerne delvist foregik ved medbyg.
Vi er altså ikke en boligforening, og derfor ringer vi heller ikke bare efter viceværten, når noget ikke lige er eller virker som vi gerne vil have det. Dels fordi vi ikke har en vicevært og dels skal vi selv finansiere alt og vi har en fornuftig tolerance i forhold til selv at prøve at løse problemet – få en nabo til at hjælpe eller andet, inden man henvender sig til bestyrelsen for at få løst problemet – eventuelt ved håndværker.
Vi er beliggende i Vissenbjerg, tæt ved motorvejen og 16 km fra Odense centrum, hvortil der går bus minimum hver time.
I vores forening har vi 8 boliger som består af 4 dobbelthuse med hver sin egen have både foran og bagved, en fælles græsplæne og 1 carport tilknyttet hver andel. Vi er 8 andelshavere med brugsretten til hver én af vores boliger – nogle af vores 8 andele er fordelt på flere personer – (ægte-)par . Vores boliger består som udgangspunkt af 96 kvm fordelt på 2 plan samt et udhus på ca 10 kvm. Rumfordelingen er forskellig alt efter hvordan de enkelte andelshavere igennem tiden, har ønsket at indrette deres andel. Alle har adgang til loftet over egen bolig, som blandt andet bruges til opmagasinering.
Vores huse er i god stand – vi har fået nyt tag og vinduer og døre udskiftes løbende ved behov og er ligesom egen vedligeholdelse for eksempel ved maling af vinduer og døre beskrevet i vores 3-årige vedligeholdelsesplan, som udarbejdes løbende.
Retsgrundlaget for vores forening er vores vedtægter – som ses andet sted på siden. Vedtægterne fastlægger rammerne for medlemskabet og regulerer forholdene i foreningen. Vedtægterne kan kun besluttes og/eller ændres af generalforsamlingen, hvor hver andel har 1 stemme.
I hverdagen er det bestyrelsen, der i samarbejde med vores revisor står for administrationen af foreningen og iværksættelse af det praktiske arbejde, f.eks. snerydning, græs slåning, arbejdsdage og lignende. Bestyrelsen, som består af 1 formand og 2 menige medlemmer vælges ved direkte valg på generalforsamlingen for 2 år af gangen.
Brugsretten til en andel: Når man har købt en andel med brugsret til en bolig i vores forening, indkaldes man til en samtale med bestyrelsen, som skal godkende én som andelshaver og dermed brugsretten til en bolig. Samtalen er en uformel, men vigtig snak om gensidige forventninger til dét, at bo i en andelsforening og brug af bolig og fællesarealer.
Det er dog kun meget vigtige grunde der er tilstrækkelige til, at en bestyrelse kan nægte salg af andel til en bestemt køber.
Årets gang hos os – og noget om forventninger til andelshavernes aktive deltagelse:
- I starten af april afholdes den årlige ordinære generalforsamling, hvor regnskab og budget skal godkendes – herudover er der andre emner af fælles interesse til drøftelse og beslutning på årets generalforsamling, f.eks. vedligeholdelsesplanen for de kommende 3 år.
- Der afholdes 2 – 3 årlige fælles arbejds-arrangementer, hvor hver andel forventes at deltage med 1 person til 4 timers arbejde, hvor vi starter med fælles brunch, hvis ikke man kan deltage i arbejdsdagen eller en erstatningsarbejdsdag så er det for nuværende besluttet på generalforsamlingen, at man så skal betale 500,- kr. så der i stedet kan indkøbes f.eks. havehjælp ude fra.
- Varmeafregning – vi har fjernvarme og varmeåret går fra 1. april til 31. marts efterfølgende år. Bestyrelsen udsender i god tid skema til aflæsning af forbrug 1 gang årligt. Hver andelshaver skal aflæse og aflevere egen aflæsning til bestyrelsen senest 31. marts hvert år.
Vi håber, at du nu har fået et godt indtryk af hvordan vores forening fungerer og du er altid velkommen til at kontakte os for en uddybning.
Med venlig hilsen
Andelshaverne i AB Hesbjerghuse IV